Menu Luk

Hvad er det nu “Move It!” er?

Institut Sankt Joseph har hvert andet år en stor temauge med overskriften Ansvar for medmennesket og verden. 

I år arbejder skolen med FN’s sytten verdensmål, og ugens navn hedder “Move It!”.  Den strækker sig fra fredag d. 4. oktober til fredag d. 11. oktober. De omkring 700 elever er delt ind i grupper på omkring fyrre børn på kryds og tværs af klasserne. Hver gruppe arbejder med et af de sytten verdensmål.  

Hver morgen i ugen mødes alle eleverne og lærerne i skolegården til en frisk morgensang med en sang, der omhandler ugens navn. I år er sangen en remix af “I like to move it move it” fra “Madagascar”-filmen.

Børnene skal i deres gruppe prøve at finde løsninger til verdensmålet samt indsamle penge til organisationerne “Enable for life” og “SOS børnebyerne”. Her har vi nævnt nogle af projekterne:

I gruppe femten med verdensmålet, Livet på land, bygger børnene en skov ud af genbrugsstof, som er blevet doneret af elever og forældre. Børnene har allerede sorteret stoffet i farver, og nu arbejder de på at vække skoven til live ved at forme træer, brand og vandfald.  

Gruppen med Klimaindsats fik fredag den 4. oktober besøg af TV2’s koboltblå vejrbil i ISJ’s skolegård. Peter Tanev fra TV2 Vejret var nemlig på besøg for at fortælle gruppen om drivhuseffekt. Den store, blå bil var parkeret foran et bænkearrangement ude i gården, hvor eleverne sad og lyttede interesseret til det spændende foredrag. 

Holdet der arbejder med målet Afskaf fattigdom skulle d. 9 oktober ud og besøge “Hugs & Food”, som er Københavns Domkirkes spise- og værested for hjemløse i København.  Eleverne vil medbringe mad, tøj eller hygiejnesager til de hjemløse unge som skal fortælle om deres tilværelse.  

Udover grupperne med verdensmålene, er der en musikgruppe, som står får morgensangen og showet til afslutningsfesten. Og så er der en PR-gruppe, som rapporterer og laver artikler, om alle de spændende ting, der sker rundt omkring på skolen, og lægger det ind på skolens hjemmeside.

Eleverne lærer en hel masse under temaugerne. Det er nogle virkelige sjove dage, hvor man bare har lyst til at være med. Man kan bevæge sig meget, og man har ret meget frihed til at gøre, hvad man vil. Til sidst på ugen, altså torsdag eftermiddag, åbner skolen den store port for søskende, forældre og bedsteforældre, der kommer spændte ind og for at se de fantastiske udstillinger, som slutter af med et løb på kastellet. 

Artikel af Karoline H. Hansen og Amalie L. Quirk.
Foto: Karoline H. Hansen




Artikler i samme kategori: